Hej alle,
@lyset: det er... uff. Hvad skal man sige? Jeg kan kun trøste dig med, at udsagn som „5-10 år“ baserer på statistik, og hvad dét betyder ved vi jo alle: nemlig at der også var nogle med i undersøgelsen hvis livsforventning var endda 20 år mindre, mens andre til gengæld havde en fuldstændigt uformindret livsforventning. „Forløbet er helt individuelt og kan afvige stærkt fra patient til patient“ læste jeg også da jeg undersøgte det på nettet. Så må du altså satse på statistik og den psykosomatiske andel næsten hver sygdom jo også bærer i sig, og kompensere dine danske lægers forsømmelser med positiv tænkning og den helende kraft af humør og livsglæde. Det kan virke under, helt ærligt: vores hjerne er da i sidste ende det organ i kroppen, der styrer det hele. Nogle ting bliver styret ubevidst, andre ting bliver styret mere bevidst
Om mine tænder gider jeg næsten ikke skrive efter det her, men nu gør jeg det alligevel for at svare på dine anmerkninger: implantater tænker vi (tandlægen og jeg) selvfølgelig også over. Problemet er bare, at man i forvejen siger, at rekonstruktionen af knoglevævet ikke fungerer for alle mennesker – og det er altså en forudsætning for at få implantater. I mit tilfælde, hvor knoglen trækker sig så hurtigt tilbage (af formodentligt genetiske årsager) må man regne med, at rekonstruktionen slå fejl. Jeg skal nok prøve alligevel, men hvad gør jeg i mellemtiden? I går trak hun den éne, næste uge følger den anden, og de næste tænder i rækkerne sidder heller ikke længere så fast som de skulle – vi nærmer os såmed det område, hvor problemet begynder at blive synligt, og jeg har altså ikke tænkt mig at holde op med at grine i fremtiden. o_O
I det mindste for en overgang får jeg altså brug for et gebis. Hvis tandkirurgen så kan skaffe forudsætningerne for implantater kan jeg smide det ud igen efter to eller tre år. Men hvis ikke han når det, skal det være et gebis der konstruktivt kan tage højde for, at der kommer nogle tilføjelser til år efter år, helt efter hvilken tænder siger farvel og helst uden at det hele skal bygges op fra bunden hver gang. Kompliceret historie, tandlægen har indhentet fem forskellige tilbud - gebisser, implantater, kombinationer af begge dele - og dem skal vi snakke igennem i næste uge. Før tandkødet ikke er helet sker der jo aligevel ikke noget som helst.
@Berndt: hvor var det dejligt at se/læse dig her igen! Selvfølgelig skal du ikke drøfte vores hverdags-problemer med os. Egentlig skulle vi ikke engang selv drøfte dem her i et offentligt rum, men det er jo heller ikke det, det hele går ud på. For mig handler det mest om at skrive netop disse hverdagsting ned på dansk, at kigge så på det jeg har skrevet og at overveje: kan det være rigtigt? Mangler der ikke en t-endelse, var det nu den rigtige præposition, hed det nu „skrevet“ eller „skrivet“, kan sætningen ikke bygges op uden alle de der bisætninger? Sådan noget. Og „sådan noget“ ville jeg aldrig tænke over, hvis ikke jeg skrev det ned, jeg går og tænker. Og det ville de andre nok heller ikke.
Og med dig i baggrunden kan vi nu trygt rette hinanden. Ellers kan jo gå grueligt galt med sådan en flok amatører.
Til sidst: marsvin har meldt sig igen. Hun holder stadigvæk ferie i Danmark, men vores lille hvalfisk, der før så ihærdigt har prøvet at holde flokken her sammen, skal nok snart dukke op igen. Og nu skal jeg skynde mig: Heide er i byen og vi vil spise sammen, helst på en restaurant hvor man kan sidde udenfor i det her skønne vejr vi har. Jeg vil selvfølgelig også gerne overbevise hende om at komme tilbage til sproghjørnet, så kryds fingrene alle sammen
Vi ses
Nullermand