Verfasst: 16.03.2005, 22:57
Mal was zur dänischen Widerstandsbewegung:
Gestapotoppen og den danske frihedsbevægelse holdt hemmelige samarbejdsmøder under Besættelsen! bl.a.
Historien om d'Angleterremødet 1944
Sagen er omtalt i:
Erik Haaest's bog 'Dobbeltmordet' side 157-167 (Bogans Forlag, 1976)
Erik Haaest's bog 'De Sammemsvorne' side 66-71 (Journalernes Forlag, København, 1993)
Erik Haaest's bog 'Dobbeltmord og Edderkopper' side 118-128 (Bogans Forlag, 2000)
Henrik Krüger & Harly Foged 'Flugtrute Nord' (Bogans Forlag, 1985)
Kendskab til historien om "mødet på Hotel d'Angleterre" (th) i eftersommeren 1944 har i årenes løb kostet mange mennesker livet. Men det har også reddet livet for én: En dansk Gestapomand, som efter tyskernes kapitulation blev dømt til døden i Danmark efter "Straffelovstillægget af 1945" for samarbejde med besættelsesmagten i årene 1940-45.
Bent Stegeager Simonsen var ved byret, landsret og højesteret dømt til døden for grov tortur mod danske frihedskæmpere. Men i modsætning til så mange andre, blev han benådet. Fordi han ellers truede med at slippe afsløre mødet overfor offentligheden.
Højesterets dom var afsagt i efteråret 1947: "Tiltalte Bent Simonsen dømmes til døden ved skydning."
I Vestre Fængsel sad den dødsdømte - ikke spor nervøs. Han vidste, at henrettelsen aldrig ville blive effektueret. Dertil var hans viden f o r farlig for frihedskæmpernes topfolk.
Så blev det februar 1948. Alle talte om Dobbeltmordet på Peter Bangsvej. En dag blev Bent Simonsens kone kaldt op på Ekstrabladet. Chefredaktør Leif B. Hendil ønskede et møde med hende.
Leif B. Hendil gik lige til sagen: - Tag dette dokument med til Deres mand, når De næste gang besøger ham i Vestre fængsel. Dersom han underskriver det - og retter sig efter det - vil hans dødsdom blive ændret til livsvarigt fængsel - med senere benådning.
Simonsen behøvede ikke læse brevet. Vidste, hvad man ville forlange af ham: Med sin underskrift skulle han love at tie med, at Leif B. Hendil i sommeren 1944 deltog i et ganske bestemt møde på Hotel d'Angleterre i København. Tie med at mødet overhovedet havde fundet sted. Og hvilkeandre, der havde været med til det.
Selvfølgelig skrev Simonsen under. Hvem ville ikke gøre det i den situation. Inden fru Simonsen - som aftalt - vendte tilbage til chefredaktøren med dokumentet, var hun klog nok til på tilbagevejen at gå ind til en fotograf og få dokumentet affotograferet. Bare sådan for en sikkerheds skyld. Hvis chefredaktøren ikke skulle leve op til sin del af aftalen. Men løftet blev holdt. Få dage senere indløb fra Justisministeriet meddelelsen:
- "Dødsdømte Bent Stegeager Simonsen er ved kongelig bevilling benådet til livsvarigt fængsel."
Simonsen blev løsladt 1958 efter 13 års indespærring. I dag er han blandt dansk erhvervslivs ældre, men aktive ledere. Han har været klog nok til at gemme den fotografiske kopi af dokumentet - gemme den godt og sikkert.
Fra tysk side deltog Gestqpochef Hoffmann (tv) og hans to livvagter,
tyskeren Karl Hemme og danskeren Bent Stegeager Simonsen (th)
- Ideen til mødet var min, fortalte i 1974 den tidligere Gestapochef i Danmark Karl-Heinz Hofman til mig (Erik Haaest) i et interview i hans hjem i Koblenz, Vesttyskland, og fortsatte:
-Ideen var nærliggende, men farlig - så vi måtte være forbistret forsigtige. Formidleren var den mand, som et par år senere, i 1946, blev "afsløret" for sit dobbeltspil - som modstandsmand og Gestapoagent:Grosserer Carl Mogensen.
Det var netop denne viden om dette møde, som i 1946 var lige ved at komme for dagen, da man fandt papirer om mødet i Gestapos efterladte kartoteker og arkiver. Disse papirer afslørede Carl Mogensen. Han var ikke så heldig som Bent Simonsen.
Simonsen sad i fængsel, så frihedsbevægelsens efterkrigskomité "den hemmelige henrettelseskommando" kunne ikke nå ham. Mogensen derimod blev opsøgt på sit kontor og tvunget til at begå selvmord.
Hvor mange lig, der nåede at komme på bordet, for at hindre denne historie i at komme ud, ved jeg ikke. I mine bøger (se øverst i denne artikel. EH) er omtalt 7, måske 8, nemlig redaktør og Adwehragent, major Ernst Gilbert (1944), Jane Horney Granberg (1945), Carl Mogensen 1946, Inger og Vilhelm Jacobsen, Hjalmar Olsen og Rudolf Nicolai samt Wladimir Pinski 1948.
Personligt tror jeg, at dette også var årsagen til mordet på Svend Aage Geisler i 1968. Han var for åbenmundet.
Det famøse ‘d’Angleterremøde’ blev holdt i august 1944 på Hotel Angleterre på Kongens Nytorv i København. Det var bogstaveligt talt i selve "Løvens Hule". Hotel d'Angleterre var i alle besættelsesårene hjemsted for alle højere nazikoryfæer på kort eller længere besøg i København. Der var tysk militærvagt ved alle indgange og på alle hotellets etager. Mødedeltagerne repræsenterer den danske modstandsbevægelse og på den anden side det hemmelige tyske statspoliti Gestapo. 3 fra hver side.
Fra tysk side deltager:
*Karl-Heinz Hoffmann, Gestapochefen, som fører forsædet (herover th)
Han tager to mænd med, han véd, han kan stole 100 % på:
*Karl Hemme, SS-Untersturmführer og Hoffmanns sekretær (Herover tv) samt
*Bent Stegeager Simonsen, (i midten) dansk Gestapomand, tidligere frivillig i Waffen-SS, frontskadet (forfrysninger i nosserne) og derfor overført til tjeneste ved det danske Gestapohovedkvarter i Shellhuset i København. Han er nærmest med som livvagt. Han og Hemme er i tysk uniform, Hoffmann i civilt tøj. Simonsens deltagelse er et bevis for Hoffmanns snuhed: Som dansker forstår Simonsen ikke blot, hvad der forhandles om på tysk mellem modstandsfolkene og Hoffmann, men - da ingen ved, at han er dansker - også, hvad modparten lavmælt drøfter indbyrdes.
Fra den danske modstandsbevægelse deltager:
(Jeg beklager den dårlige billedkvalitet på denne side. EH)
*Chefredaktør Leif B. Hendil, (i midten) som er Frihedsrådets egentlige forhandler. Fra sit eksil i Sverige er han den absolutte leder af de illegale, sejlende transportruter Danmark-Sverige.
*Grosserer Carl Mogensen, (th) kaldet "Bøffen", er ved hans side. Han er boss i modstandsgruppen "Lysglimt" og den vigtigste leder på den danske side af Sundet af de illegale transportruter. Med sine for Frihedsrådet skjulte "kontakter" til Gestapohovedkvarteret i Shellhuset har han formidlet mødet - og krævet at være med.
Hans kammerater ved ikke, at han er agent for det militære, tyske efterretningsvæsen Abwehr. Men Gestapochefen Karl-Heinz Hoffmann véd det.
*Prins Axel, (tv) søn af kong Christian den Tiendes bror prins Valdemar, fætter til daværende kronprins Frederik, bestyrelsesformand for ØK og præsident for Kongelig Dansk Automobil Klub ("Kardan-Axel", som han mange år senere morsomt blev kaldt i en Ebbe Rode-monolog). Prinsen er ikke med som forhandler, men som en slags garant for, at Frihedsrådets forhandlere får lov til frit at gå fra mødet og tilbage til deres illegale tilværelse.
Prins Axels rolle under besættelsen er lidt uklar. Da en kreds af tyskvenlige danske med hofjægermester Jørgen Sehested og LS-formand Knud Bach i spidsen i 1940 foreslår en dansk samlingsregering af ikke-politikere, nævnes prins Axel som statsministeremne. Uden at vi ved, om han accepterede tanken. På Bernstorff Slot holder prinsen i besættelsens første år fester for societyspidserne med deltagelse af højtstående, tyske officerer. Som prins med gode kontakter til Amalienborg er han velinformeret om stemningen i kongehuset, noget både tyskerne og modstandsbevægelsen havde brug for at kende til.
At hans danskhed ikke blev draget i tvivl efter krigen ses bl.a. af, at prinsen i 1945 udnævntes til viceadmiral. Som dygtig forretningsmand og diplomat klarede han sit firma ØK, Østasiatisk Kompagni, nogenlunde uskadt gennem krigen.
Begge grupper ved forhandlingsbordet har problemer, som de mener bedst kan løses gennem et aftalt samarbejde.
* Dette er modstandsbevægelsens aktuelle 1944-problem: Det er bydende nødvendigt at få våben over fra Sverige samt at have ruter til flygtninge, post og kurerer til og fra København. Hvor tyskernes vagttjeneste i Øresund indtil 1943 havde været særdeles lemfældig, så er den efter jødetransporterne i oktober 1943 - hvis succes havde gjort Hitler aldeles rasende - blevet særdeles effektiv. Alt for mange transporter er blevet opbragt, dels på Sundet, dels "taget" endnu før afsejlingen fra det mørklagte Danmark. De våben, som er købt i Sverige og skal transporteres illegalt til Danmark er både nødvendige og dyre. Frihedsbevægelsens økonomi er stram. Der er hverken på den ene eller den anden måde råd til at miste en eneste transportlast. Noget M Å der gøres.
* Dette er tyskernes aktuelle 1944-problem: Nazikoryfæerne har indset, at krigen er tabt. At det kun er et spørgsmål om tid, før Hitler-Tyskland må forhandle om overgivelse. For at være så stærk i de forhandlinger, som Nazitoppen endnu tror vil kunne lade sig gøre, må "Tusindårsriget"s guldreserver og andre værdier bringes i sikkerhed i "venligtsindet land". Argentina og Spanien er dem, der først og fremmest tænkes på. Formuer i guld, kunst og ædle metaller skal bringes ud af det vaklende Nazi-Tyskland. Man har forsøgt at sende noget af det med U-både, men De Allierede har luftherredømmet. Englænderne bomber og sænker hvert eneste tysk skib på vej gennem de danske bælter. SS og Gestapos hemmelige transportchefstab har foreslået at søge andre og mindre farlige transportveje og -metoder bragt i anvendelse. En af ideerne er, at transportere guldet gennem det besatte Danmark og smugle det til det neutrale Sverige. Men i Sverige er den danske modstandsbevægelse meget stærk. Sagen kan kun lykkes, hvis tyskerne kan "ordne sig" med det illegale Danmarks Frihedsråd. Efter princippet om "noget for noget". Alene den kendsgerning, at tyskerne har kunnet forestille sig, at en sådan aftale overhovedet kan komme i stand, viser h v o r desperat Nazi-toppen må have været.
Chefen i Danmark for Gestapo, det hemmelige statspoliti, SS-Sturmbannführer, Regierungsrat Karl-Heinz Hoffmann har klaret umulige opgaver før. Opgaven er mere end hemmelig. Den er livsfarlig: Hvis Adolf Hitler og hans betroede mænd hører om dette møde, vil der rulle hoveder i tyskernes egne rækker. Alene at fostre tanken om forhandlinger med fjenden anses i Nazityskland på dette tidspunkt for højforræderi. Alle véd, hvordan det gik de officerer, som få uger tidligere, den 20.juli 1944, mislykkedes med et statskup og attentatforsøg mod "der Führer". Alle tyske og danske kender til den bestialske måde, kupmagerne blev henrettet på. Det har ingen lyst at udsætte sig selv for.
Man møder ikke uforberedte på Hotel d'Angleterre. Der havde været forberedende møder på lavere plan på Restaurant Scala. Første punkt på dagsordenen var spørgsmålet om, hvor den danske modstandsbevægelse ville stå i tilfælde af en allieret invasion af Danmark. Der var to muligheder for invasion: Enten kom russerne først eller også englænderne.
* Blev det englænderne, ville tyskerne kapitulere uden kamp.
* Blev det russerne, ville tyskerne kæmpe til sidste mand - for ikke at falde i hænderne på russerne, hvis dyriske brutalitet overfor fjenden var mere end velkendt.
Gestapochef Hoffmann ønskede ren besked: - Hvor står den danske modstandsbevægelse, hvis russerne kommer først?
Svaret var klart nok: Den del af modstandsbevægelsen, som er repræsenteret på mødet, nemlig den ikke-kommunistiske, vil i givet fald - skulder ved skulder med tyskerne - kæmpe imod russerne. Og dermed også imod modstandsbevægelsens kommunistiske grupper, som man venter vil sætte solidariteten med Marx, Lenin og Stalin højere end samhørigheden med det borgerlige Danmark.
Næste punkt på dagsordenen er et muligt dansk-tysk samarbejde om den illegale Øresundstrafik. Mødet er overraskende frugtbart for begge parter på det punkt: Man enes om en "samarbejdsrute". Modstandsbevægelsen får udstukket ruter og tider, hvor tyske patruljebåde og vagtposter holder sig væk. Til gengæld tager danskernes både tyskernes kasser med til Sverige og sørger for, at "varerne" kommer sikkert til en hemmelig adresse i Sverige. Tyske agenter i Sverige sørger for den videre transport af værdierne. Tyskerne ønsker selvfølgelig at sikre sig, at modstandsbevægelsen holder sin del af aftalen. Man vil både sikre sig, at "værdierne" kommer sikkert til adressaten i Sverige, og at våbnene, som danskerne transporterer fra Sverige til Danmark, ikke falder i hænderne på de kommunistiske grupper. Det er jo imod den, våbnene i givet fald skal bruges. Ikke mod tyskerne. Det aftales, at en dansk Gestapoagent Axel Andersen, skal med på transporterne. I virkeligheden har tyskerne endnu en agent med, men det véd modstandsbevægelsen ikke: Grosserer Carl Mogensen.
Mange år efter krigen skrev Hoffmann en bog "Den Ansigtsløse Hær". Heri berettede han: Hen mod slutningen af krigen forekom styrkeforholdet indenfor modstandsbevægelsen så betænkeligt for nogle af de danske modstandsgrupper, de ikke-kommunistiske og de militære, at de indlod sig i forhandlinger med besættelsesmagten for at sikre sig tysk hjælp til - i en afgørende stund - at knuse de kommunistiske modstandsgrupper.
I aftalen indgår også, at tyskerne betaler en vis returkommission til Leif B.Hendils og Carl Mogensens transportorganisationer. Hendil har desuden mandat fra Frihedsrådet til at garantere, at ‘der efter krigen ikke vil blive henrettet én eneste tysker i Danmark!’. Dette bør især bemærkes af nutidslæsere, som vil kende sandheden!
Her kommer den danske Gestapomand i Vestre Fængsel Bent Stegeager Simonsen ind i billedet. Simonsen har ikke mælet ét ord under forhandlingerne. Da han er i tysk uniform, har ingen af danskerne tænkt på, at ikke også han er tysker. Nu siger han på dansk: - Jeg går ud fra, at løftet om, at ingen tysker bliver henrettet efter krigen gælder a l l e mødedeltagere - også mig, skønt jeg er dansker?!
Der bliver et øjebliks uro på den danske side af bordet. Hvor meget af deres indbyrdes snak på frihedskæmpersiden har denne mand forstået? Så siger Leif B.Hendil: - Ja, det gælder også for Dem! Hvad er Deres navn?
Det oplyses.
Det skal vise sig, at alle aftaler overholdes til punkt og prikke, såvel under som efter krigen. Mange af de ledende tyskere under besættelsen af Danmark såsom Werner Best, Otto Bovensieben, Günther Pancke, Wolfgang Söhnlein, Ernst Wäsche og mange, mange flere, bl.a. Karl-Heinz Hoffmann, bliver ganske vist dømt til døden i det danske retsopgør, men efter meget kort tid benådet til livsvarigt fængsel. For så kort derefter at blive udvist af Danmark. Mange for at indtage stillinger i det nye Tyskland. Eller gå på statspension.
‘d’Angleterremødet’ er slut. Så bliver der sejlet! På den danske side lægger "samarbejdsruten"s skib til ved et ganske beastemt sted i Københavns Nordhavn, lige ved Bohnstedt Petersens bygninger. Skibet hedder "Capitano", skipperen Hjalmar Olsen, gruppen "Lysglimt". De tyske vagtposter og patruljebåde har fået deres vagtturnus og rute lagt om. Lastning, losning og sejlads kan foregå ugenert. Fred hviler over vand og by.
Bent Stegeager Simonsen fortæller til Erik Haaests bog i 1976:
- Samarbejdet på de illegale transportruter fungerede perfekt, og vore kontrollanter sørgede for, at vi vidste besked med alt, hvad der foregik. Jeg var selv ombord i et par af de skibe, som sejlede fra Bohnstedt Petersens kaj i Nordhavnen - jeg husker specielt et, der hed "Capitano". Jeg var med til at levere de tyske kasser ombord. Jeg ved ikke, hvad der var i de enkelte kasser, men der blev passet godt på dem. Og tunge var de som bare pokker.
Således går det til, at nazisterne får deres enorme værdier ud af det vaklende og nu næsten omringede "Tusindårsrige". Til Spanien og til Argentina. Et mysterium, som siden 1945 har slået verden med forundring - ikke mindst De Allierede, som måtte erkende, at på dette punkt var sejrherrerne blevet taget grueligt ved næsen.
Hvad de - godt for Danmark - ikke vidste var, at det var blevet gjort af den danske modstandsbevægelse, som af Englands feltmarskal Montgomery i de glade fredsfestdage i maj 1945 fik betegnelsen "second to none".
Det tør man sandelig nok sige!
Det var disse værdier, som senere er kaldt for "ODESSA"-guldet. "ODESSA" var efterkrigstidens hemmelige nazi-flugt-organisation "Organization Der Ehemaligen SS-Angehörigen, Organisationen af tidligere SS-tilknyttede. Det er denne organisation, som i Nazitysklands skæbnetime redder koryfæerne ud af det kollapsede Tyskland, bort fra krigsforbryderprocesser og henrettelser. Ud til friheden. Organisationen redder hundredvis af tyske topnazister fra at stå ansigt til ansigt med deres millioner af anklagere og de jordiske dommere. (Læs Frederich Forsythes berømte roman ‘The ODESSA-file’)
Den danske modstandsbevægelse har således ikke blot tjent penge på at transportere nogle halvprivate formuer. Dens ledere har direkte sørget for de finansielle muligheder for at hundreder af Nazitysklands topfolk undslap retfærdigheden, folk som:
Martin Bormann, Hitlers stedfortræder efter Rudolf Hess' flugt 1941, dødsdømt "in absentia", (dvs. uden at være til stede) ved Nürnbergprocessen 1945-46
(EH-Note indsat 2002: Sådan skrev jeg i min bog anno 1976. Det har så sent som i 1990'erne vist sig, at Bormann IKKE slap ud af det sønderbombede Berlin. Hans skelet blev fundet 1964, men først med DNA-metodens opdagelse kunne hans identitet fastslås 100%)
Heinrich Müller, Gestapos øverste og mest frygtede politichef,
Otto Skorzeny, SS-Sturmbannführer og manden, som reddede den da styrtede diktator Mussolini fra dennes fangenskab hos den italienske modstandsbevægelse 1943, og som i 1944 var idemanden til "Peter Gruppen", starten på den tyske modterror i Danmark,
Adolf Eichmann, jødeforfølgelsernes førstemand,
Joseph Mengele, Auschwitzlægen, kaldet "Dødens Engel".
For blot at nævne de kendteste.
At få den historie ud til verdens kundskab under eller efter krigen ville have kostet ikke kun modstandskampens ledere, men hele Danmark, dyrt. Ved at indgå aftalerne - og overholde dem, også efter krigen - har Danmarks Frihedsråd og de topfolk, som kendte til aftalen påtaget sig et alvorligt ansvar for at have sat Danmarks frihed på spil. Konsekvenserne, hvis denne viden var kommet ud, mens Hitler endnu havde magten i det besatte Danmark, kan ingen vide. Men der er næppe tvivl om, at havde De Allierede under krigen eller efter Tysklands nederlag fået den viden, ville det være blevet betragtet som krigsforbrydelse. Afsløringen af "samarbejdsruten" kunne have kompromitteret ikke blot den danske modstandsbevægelse, men hele vort land. Danmark kunne - i stedet for at blive regnet med blandt sejrherrerne - let være blevet Allieret besættelseszone. Så havde russerne næppe frivilligt trukket sig bort fra Bornholm. Englænderne og amerikanerne ville næppe have hastet fra Lüneburger Heide til Danmark for at hindre Den Røde Hær i at nå først til Danmark. Vi kunne meget let have fået samme skæbne som de østeuropæiske lande, der først nu - knap 50 år efter - er på vej til at skaffe sig den frihed og det demokrati, vi fik for knap 50 år siden. Med kongens og de skiftende, danske krigstids-regeringers lunkne holdning til tyskernes besættelse af Danmark var Danmarks Frihedsråd ene om at repræsentere "det kæmpende Danmark" på Allieret side. Al viden om samarbejde mellem Nazi-Tyskland og Danmarks Frihedsråd var i sandhed "Farlig viden".
Nu kom den viden ikke frem hverken under eller i årtierne efter krigen. Den heldige kendsgerning bragte os straks fra 1945 "ind i varmen" på det verdenspolitiske plan. Vi kom fra begyndelsen med i FN, modtog Marshallhjælp og blev inviteret med i NATO. Ingen politiker er nogensinde stillet til regnskab for nogen som helst handling, endsige forhandling, der foregik under Besættelsen. Frihedsrådets leder Frode Jacobsen var en snu mand. Han skyndte sig 5.maj 1945 at blive politiker.
- - -
d'Angleterremødet dukker igen og igen op, skjønmt stærke kræfter stadig søger at skjule sandheden. Således har mødet en central rolle i min kommende bog om "Lorenzengruppen" og dets kvindelige medlem Anna Lund. EH
Gestapotoppen og den danske frihedsbevægelse holdt hemmelige samarbejdsmøder under Besættelsen! bl.a.
Historien om d'Angleterremødet 1944
Sagen er omtalt i:
Erik Haaest's bog 'Dobbeltmordet' side 157-167 (Bogans Forlag, 1976)
Erik Haaest's bog 'De Sammemsvorne' side 66-71 (Journalernes Forlag, København, 1993)
Erik Haaest's bog 'Dobbeltmord og Edderkopper' side 118-128 (Bogans Forlag, 2000)
Henrik Krüger & Harly Foged 'Flugtrute Nord' (Bogans Forlag, 1985)
Kendskab til historien om "mødet på Hotel d'Angleterre" (th) i eftersommeren 1944 har i årenes løb kostet mange mennesker livet. Men det har også reddet livet for én: En dansk Gestapomand, som efter tyskernes kapitulation blev dømt til døden i Danmark efter "Straffelovstillægget af 1945" for samarbejde med besættelsesmagten i årene 1940-45.
Bent Stegeager Simonsen var ved byret, landsret og højesteret dømt til døden for grov tortur mod danske frihedskæmpere. Men i modsætning til så mange andre, blev han benådet. Fordi han ellers truede med at slippe afsløre mødet overfor offentligheden.
Højesterets dom var afsagt i efteråret 1947: "Tiltalte Bent Simonsen dømmes til døden ved skydning."
I Vestre Fængsel sad den dødsdømte - ikke spor nervøs. Han vidste, at henrettelsen aldrig ville blive effektueret. Dertil var hans viden f o r farlig for frihedskæmpernes topfolk.
Så blev det februar 1948. Alle talte om Dobbeltmordet på Peter Bangsvej. En dag blev Bent Simonsens kone kaldt op på Ekstrabladet. Chefredaktør Leif B. Hendil ønskede et møde med hende.
Leif B. Hendil gik lige til sagen: - Tag dette dokument med til Deres mand, når De næste gang besøger ham i Vestre fængsel. Dersom han underskriver det - og retter sig efter det - vil hans dødsdom blive ændret til livsvarigt fængsel - med senere benådning.
Simonsen behøvede ikke læse brevet. Vidste, hvad man ville forlange af ham: Med sin underskrift skulle han love at tie med, at Leif B. Hendil i sommeren 1944 deltog i et ganske bestemt møde på Hotel d'Angleterre i København. Tie med at mødet overhovedet havde fundet sted. Og hvilkeandre, der havde været med til det.
Selvfølgelig skrev Simonsen under. Hvem ville ikke gøre det i den situation. Inden fru Simonsen - som aftalt - vendte tilbage til chefredaktøren med dokumentet, var hun klog nok til på tilbagevejen at gå ind til en fotograf og få dokumentet affotograferet. Bare sådan for en sikkerheds skyld. Hvis chefredaktøren ikke skulle leve op til sin del af aftalen. Men løftet blev holdt. Få dage senere indløb fra Justisministeriet meddelelsen:
- "Dødsdømte Bent Stegeager Simonsen er ved kongelig bevilling benådet til livsvarigt fængsel."
Simonsen blev løsladt 1958 efter 13 års indespærring. I dag er han blandt dansk erhvervslivs ældre, men aktive ledere. Han har været klog nok til at gemme den fotografiske kopi af dokumentet - gemme den godt og sikkert.
Fra tysk side deltog Gestqpochef Hoffmann (tv) og hans to livvagter,
tyskeren Karl Hemme og danskeren Bent Stegeager Simonsen (th)
- Ideen til mødet var min, fortalte i 1974 den tidligere Gestapochef i Danmark Karl-Heinz Hofman til mig (Erik Haaest) i et interview i hans hjem i Koblenz, Vesttyskland, og fortsatte:
-Ideen var nærliggende, men farlig - så vi måtte være forbistret forsigtige. Formidleren var den mand, som et par år senere, i 1946, blev "afsløret" for sit dobbeltspil - som modstandsmand og Gestapoagent:Grosserer Carl Mogensen.
Det var netop denne viden om dette møde, som i 1946 var lige ved at komme for dagen, da man fandt papirer om mødet i Gestapos efterladte kartoteker og arkiver. Disse papirer afslørede Carl Mogensen. Han var ikke så heldig som Bent Simonsen.
Simonsen sad i fængsel, så frihedsbevægelsens efterkrigskomité "den hemmelige henrettelseskommando" kunne ikke nå ham. Mogensen derimod blev opsøgt på sit kontor og tvunget til at begå selvmord.
Hvor mange lig, der nåede at komme på bordet, for at hindre denne historie i at komme ud, ved jeg ikke. I mine bøger (se øverst i denne artikel. EH) er omtalt 7, måske 8, nemlig redaktør og Adwehragent, major Ernst Gilbert (1944), Jane Horney Granberg (1945), Carl Mogensen 1946, Inger og Vilhelm Jacobsen, Hjalmar Olsen og Rudolf Nicolai samt Wladimir Pinski 1948.
Personligt tror jeg, at dette også var årsagen til mordet på Svend Aage Geisler i 1968. Han var for åbenmundet.
Det famøse ‘d’Angleterremøde’ blev holdt i august 1944 på Hotel Angleterre på Kongens Nytorv i København. Det var bogstaveligt talt i selve "Løvens Hule". Hotel d'Angleterre var i alle besættelsesårene hjemsted for alle højere nazikoryfæer på kort eller længere besøg i København. Der var tysk militærvagt ved alle indgange og på alle hotellets etager. Mødedeltagerne repræsenterer den danske modstandsbevægelse og på den anden side det hemmelige tyske statspoliti Gestapo. 3 fra hver side.
Fra tysk side deltager:
*Karl-Heinz Hoffmann, Gestapochefen, som fører forsædet (herover th)
Han tager to mænd med, han véd, han kan stole 100 % på:
*Karl Hemme, SS-Untersturmführer og Hoffmanns sekretær (Herover tv) samt
*Bent Stegeager Simonsen, (i midten) dansk Gestapomand, tidligere frivillig i Waffen-SS, frontskadet (forfrysninger i nosserne) og derfor overført til tjeneste ved det danske Gestapohovedkvarter i Shellhuset i København. Han er nærmest med som livvagt. Han og Hemme er i tysk uniform, Hoffmann i civilt tøj. Simonsens deltagelse er et bevis for Hoffmanns snuhed: Som dansker forstår Simonsen ikke blot, hvad der forhandles om på tysk mellem modstandsfolkene og Hoffmann, men - da ingen ved, at han er dansker - også, hvad modparten lavmælt drøfter indbyrdes.
Fra den danske modstandsbevægelse deltager:
(Jeg beklager den dårlige billedkvalitet på denne side. EH)
*Chefredaktør Leif B. Hendil, (i midten) som er Frihedsrådets egentlige forhandler. Fra sit eksil i Sverige er han den absolutte leder af de illegale, sejlende transportruter Danmark-Sverige.
*Grosserer Carl Mogensen, (th) kaldet "Bøffen", er ved hans side. Han er boss i modstandsgruppen "Lysglimt" og den vigtigste leder på den danske side af Sundet af de illegale transportruter. Med sine for Frihedsrådet skjulte "kontakter" til Gestapohovedkvarteret i Shellhuset har han formidlet mødet - og krævet at være med.
Hans kammerater ved ikke, at han er agent for det militære, tyske efterretningsvæsen Abwehr. Men Gestapochefen Karl-Heinz Hoffmann véd det.
*Prins Axel, (tv) søn af kong Christian den Tiendes bror prins Valdemar, fætter til daværende kronprins Frederik, bestyrelsesformand for ØK og præsident for Kongelig Dansk Automobil Klub ("Kardan-Axel", som han mange år senere morsomt blev kaldt i en Ebbe Rode-monolog). Prinsen er ikke med som forhandler, men som en slags garant for, at Frihedsrådets forhandlere får lov til frit at gå fra mødet og tilbage til deres illegale tilværelse.
Prins Axels rolle under besættelsen er lidt uklar. Da en kreds af tyskvenlige danske med hofjægermester Jørgen Sehested og LS-formand Knud Bach i spidsen i 1940 foreslår en dansk samlingsregering af ikke-politikere, nævnes prins Axel som statsministeremne. Uden at vi ved, om han accepterede tanken. På Bernstorff Slot holder prinsen i besættelsens første år fester for societyspidserne med deltagelse af højtstående, tyske officerer. Som prins med gode kontakter til Amalienborg er han velinformeret om stemningen i kongehuset, noget både tyskerne og modstandsbevægelsen havde brug for at kende til.
At hans danskhed ikke blev draget i tvivl efter krigen ses bl.a. af, at prinsen i 1945 udnævntes til viceadmiral. Som dygtig forretningsmand og diplomat klarede han sit firma ØK, Østasiatisk Kompagni, nogenlunde uskadt gennem krigen.
Begge grupper ved forhandlingsbordet har problemer, som de mener bedst kan løses gennem et aftalt samarbejde.
* Dette er modstandsbevægelsens aktuelle 1944-problem: Det er bydende nødvendigt at få våben over fra Sverige samt at have ruter til flygtninge, post og kurerer til og fra København. Hvor tyskernes vagttjeneste i Øresund indtil 1943 havde været særdeles lemfældig, så er den efter jødetransporterne i oktober 1943 - hvis succes havde gjort Hitler aldeles rasende - blevet særdeles effektiv. Alt for mange transporter er blevet opbragt, dels på Sundet, dels "taget" endnu før afsejlingen fra det mørklagte Danmark. De våben, som er købt i Sverige og skal transporteres illegalt til Danmark er både nødvendige og dyre. Frihedsbevægelsens økonomi er stram. Der er hverken på den ene eller den anden måde råd til at miste en eneste transportlast. Noget M Å der gøres.
* Dette er tyskernes aktuelle 1944-problem: Nazikoryfæerne har indset, at krigen er tabt. At det kun er et spørgsmål om tid, før Hitler-Tyskland må forhandle om overgivelse. For at være så stærk i de forhandlinger, som Nazitoppen endnu tror vil kunne lade sig gøre, må "Tusindårsriget"s guldreserver og andre værdier bringes i sikkerhed i "venligtsindet land". Argentina og Spanien er dem, der først og fremmest tænkes på. Formuer i guld, kunst og ædle metaller skal bringes ud af det vaklende Nazi-Tyskland. Man har forsøgt at sende noget af det med U-både, men De Allierede har luftherredømmet. Englænderne bomber og sænker hvert eneste tysk skib på vej gennem de danske bælter. SS og Gestapos hemmelige transportchefstab har foreslået at søge andre og mindre farlige transportveje og -metoder bragt i anvendelse. En af ideerne er, at transportere guldet gennem det besatte Danmark og smugle det til det neutrale Sverige. Men i Sverige er den danske modstandsbevægelse meget stærk. Sagen kan kun lykkes, hvis tyskerne kan "ordne sig" med det illegale Danmarks Frihedsråd. Efter princippet om "noget for noget". Alene den kendsgerning, at tyskerne har kunnet forestille sig, at en sådan aftale overhovedet kan komme i stand, viser h v o r desperat Nazi-toppen må have været.
Chefen i Danmark for Gestapo, det hemmelige statspoliti, SS-Sturmbannführer, Regierungsrat Karl-Heinz Hoffmann har klaret umulige opgaver før. Opgaven er mere end hemmelig. Den er livsfarlig: Hvis Adolf Hitler og hans betroede mænd hører om dette møde, vil der rulle hoveder i tyskernes egne rækker. Alene at fostre tanken om forhandlinger med fjenden anses i Nazityskland på dette tidspunkt for højforræderi. Alle véd, hvordan det gik de officerer, som få uger tidligere, den 20.juli 1944, mislykkedes med et statskup og attentatforsøg mod "der Führer". Alle tyske og danske kender til den bestialske måde, kupmagerne blev henrettet på. Det har ingen lyst at udsætte sig selv for.
Man møder ikke uforberedte på Hotel d'Angleterre. Der havde været forberedende møder på lavere plan på Restaurant Scala. Første punkt på dagsordenen var spørgsmålet om, hvor den danske modstandsbevægelse ville stå i tilfælde af en allieret invasion af Danmark. Der var to muligheder for invasion: Enten kom russerne først eller også englænderne.
* Blev det englænderne, ville tyskerne kapitulere uden kamp.
* Blev det russerne, ville tyskerne kæmpe til sidste mand - for ikke at falde i hænderne på russerne, hvis dyriske brutalitet overfor fjenden var mere end velkendt.
Gestapochef Hoffmann ønskede ren besked: - Hvor står den danske modstandsbevægelse, hvis russerne kommer først?
Svaret var klart nok: Den del af modstandsbevægelsen, som er repræsenteret på mødet, nemlig den ikke-kommunistiske, vil i givet fald - skulder ved skulder med tyskerne - kæmpe imod russerne. Og dermed også imod modstandsbevægelsens kommunistiske grupper, som man venter vil sætte solidariteten med Marx, Lenin og Stalin højere end samhørigheden med det borgerlige Danmark.
Næste punkt på dagsordenen er et muligt dansk-tysk samarbejde om den illegale Øresundstrafik. Mødet er overraskende frugtbart for begge parter på det punkt: Man enes om en "samarbejdsrute". Modstandsbevægelsen får udstukket ruter og tider, hvor tyske patruljebåde og vagtposter holder sig væk. Til gengæld tager danskernes både tyskernes kasser med til Sverige og sørger for, at "varerne" kommer sikkert til en hemmelig adresse i Sverige. Tyske agenter i Sverige sørger for den videre transport af værdierne. Tyskerne ønsker selvfølgelig at sikre sig, at modstandsbevægelsen holder sin del af aftalen. Man vil både sikre sig, at "værdierne" kommer sikkert til adressaten i Sverige, og at våbnene, som danskerne transporterer fra Sverige til Danmark, ikke falder i hænderne på de kommunistiske grupper. Det er jo imod den, våbnene i givet fald skal bruges. Ikke mod tyskerne. Det aftales, at en dansk Gestapoagent Axel Andersen, skal med på transporterne. I virkeligheden har tyskerne endnu en agent med, men det véd modstandsbevægelsen ikke: Grosserer Carl Mogensen.
Mange år efter krigen skrev Hoffmann en bog "Den Ansigtsløse Hær". Heri berettede han: Hen mod slutningen af krigen forekom styrkeforholdet indenfor modstandsbevægelsen så betænkeligt for nogle af de danske modstandsgrupper, de ikke-kommunistiske og de militære, at de indlod sig i forhandlinger med besættelsesmagten for at sikre sig tysk hjælp til - i en afgørende stund - at knuse de kommunistiske modstandsgrupper.
I aftalen indgår også, at tyskerne betaler en vis returkommission til Leif B.Hendils og Carl Mogensens transportorganisationer. Hendil har desuden mandat fra Frihedsrådet til at garantere, at ‘der efter krigen ikke vil blive henrettet én eneste tysker i Danmark!’. Dette bør især bemærkes af nutidslæsere, som vil kende sandheden!
Her kommer den danske Gestapomand i Vestre Fængsel Bent Stegeager Simonsen ind i billedet. Simonsen har ikke mælet ét ord under forhandlingerne. Da han er i tysk uniform, har ingen af danskerne tænkt på, at ikke også han er tysker. Nu siger han på dansk: - Jeg går ud fra, at løftet om, at ingen tysker bliver henrettet efter krigen gælder a l l e mødedeltagere - også mig, skønt jeg er dansker?!
Der bliver et øjebliks uro på den danske side af bordet. Hvor meget af deres indbyrdes snak på frihedskæmpersiden har denne mand forstået? Så siger Leif B.Hendil: - Ja, det gælder også for Dem! Hvad er Deres navn?
Det oplyses.
Det skal vise sig, at alle aftaler overholdes til punkt og prikke, såvel under som efter krigen. Mange af de ledende tyskere under besættelsen af Danmark såsom Werner Best, Otto Bovensieben, Günther Pancke, Wolfgang Söhnlein, Ernst Wäsche og mange, mange flere, bl.a. Karl-Heinz Hoffmann, bliver ganske vist dømt til døden i det danske retsopgør, men efter meget kort tid benådet til livsvarigt fængsel. For så kort derefter at blive udvist af Danmark. Mange for at indtage stillinger i det nye Tyskland. Eller gå på statspension.
‘d’Angleterremødet’ er slut. Så bliver der sejlet! På den danske side lægger "samarbejdsruten"s skib til ved et ganske beastemt sted i Københavns Nordhavn, lige ved Bohnstedt Petersens bygninger. Skibet hedder "Capitano", skipperen Hjalmar Olsen, gruppen "Lysglimt". De tyske vagtposter og patruljebåde har fået deres vagtturnus og rute lagt om. Lastning, losning og sejlads kan foregå ugenert. Fred hviler over vand og by.
Bent Stegeager Simonsen fortæller til Erik Haaests bog i 1976:
- Samarbejdet på de illegale transportruter fungerede perfekt, og vore kontrollanter sørgede for, at vi vidste besked med alt, hvad der foregik. Jeg var selv ombord i et par af de skibe, som sejlede fra Bohnstedt Petersens kaj i Nordhavnen - jeg husker specielt et, der hed "Capitano". Jeg var med til at levere de tyske kasser ombord. Jeg ved ikke, hvad der var i de enkelte kasser, men der blev passet godt på dem. Og tunge var de som bare pokker.
Således går det til, at nazisterne får deres enorme værdier ud af det vaklende og nu næsten omringede "Tusindårsrige". Til Spanien og til Argentina. Et mysterium, som siden 1945 har slået verden med forundring - ikke mindst De Allierede, som måtte erkende, at på dette punkt var sejrherrerne blevet taget grueligt ved næsen.
Hvad de - godt for Danmark - ikke vidste var, at det var blevet gjort af den danske modstandsbevægelse, som af Englands feltmarskal Montgomery i de glade fredsfestdage i maj 1945 fik betegnelsen "second to none".
Det tør man sandelig nok sige!
Det var disse værdier, som senere er kaldt for "ODESSA"-guldet. "ODESSA" var efterkrigstidens hemmelige nazi-flugt-organisation "Organization Der Ehemaligen SS-Angehörigen, Organisationen af tidligere SS-tilknyttede. Det er denne organisation, som i Nazitysklands skæbnetime redder koryfæerne ud af det kollapsede Tyskland, bort fra krigsforbryderprocesser og henrettelser. Ud til friheden. Organisationen redder hundredvis af tyske topnazister fra at stå ansigt til ansigt med deres millioner af anklagere og de jordiske dommere. (Læs Frederich Forsythes berømte roman ‘The ODESSA-file’)
Den danske modstandsbevægelse har således ikke blot tjent penge på at transportere nogle halvprivate formuer. Dens ledere har direkte sørget for de finansielle muligheder for at hundreder af Nazitysklands topfolk undslap retfærdigheden, folk som:
Martin Bormann, Hitlers stedfortræder efter Rudolf Hess' flugt 1941, dødsdømt "in absentia", (dvs. uden at være til stede) ved Nürnbergprocessen 1945-46
(EH-Note indsat 2002: Sådan skrev jeg i min bog anno 1976. Det har så sent som i 1990'erne vist sig, at Bormann IKKE slap ud af det sønderbombede Berlin. Hans skelet blev fundet 1964, men først med DNA-metodens opdagelse kunne hans identitet fastslås 100%)
Heinrich Müller, Gestapos øverste og mest frygtede politichef,
Otto Skorzeny, SS-Sturmbannführer og manden, som reddede den da styrtede diktator Mussolini fra dennes fangenskab hos den italienske modstandsbevægelse 1943, og som i 1944 var idemanden til "Peter Gruppen", starten på den tyske modterror i Danmark,
Adolf Eichmann, jødeforfølgelsernes førstemand,
Joseph Mengele, Auschwitzlægen, kaldet "Dødens Engel".
For blot at nævne de kendteste.
At få den historie ud til verdens kundskab under eller efter krigen ville have kostet ikke kun modstandskampens ledere, men hele Danmark, dyrt. Ved at indgå aftalerne - og overholde dem, også efter krigen - har Danmarks Frihedsråd og de topfolk, som kendte til aftalen påtaget sig et alvorligt ansvar for at have sat Danmarks frihed på spil. Konsekvenserne, hvis denne viden var kommet ud, mens Hitler endnu havde magten i det besatte Danmark, kan ingen vide. Men der er næppe tvivl om, at havde De Allierede under krigen eller efter Tysklands nederlag fået den viden, ville det være blevet betragtet som krigsforbrydelse. Afsløringen af "samarbejdsruten" kunne have kompromitteret ikke blot den danske modstandsbevægelse, men hele vort land. Danmark kunne - i stedet for at blive regnet med blandt sejrherrerne - let være blevet Allieret besættelseszone. Så havde russerne næppe frivilligt trukket sig bort fra Bornholm. Englænderne og amerikanerne ville næppe have hastet fra Lüneburger Heide til Danmark for at hindre Den Røde Hær i at nå først til Danmark. Vi kunne meget let have fået samme skæbne som de østeuropæiske lande, der først nu - knap 50 år efter - er på vej til at skaffe sig den frihed og det demokrati, vi fik for knap 50 år siden. Med kongens og de skiftende, danske krigstids-regeringers lunkne holdning til tyskernes besættelse af Danmark var Danmarks Frihedsråd ene om at repræsentere "det kæmpende Danmark" på Allieret side. Al viden om samarbejde mellem Nazi-Tyskland og Danmarks Frihedsråd var i sandhed "Farlig viden".
Nu kom den viden ikke frem hverken under eller i årtierne efter krigen. Den heldige kendsgerning bragte os straks fra 1945 "ind i varmen" på det verdenspolitiske plan. Vi kom fra begyndelsen med i FN, modtog Marshallhjælp og blev inviteret med i NATO. Ingen politiker er nogensinde stillet til regnskab for nogen som helst handling, endsige forhandling, der foregik under Besættelsen. Frihedsrådets leder Frode Jacobsen var en snu mand. Han skyndte sig 5.maj 1945 at blive politiker.
- - -
d'Angleterremødet dukker igen og igen op, skjønmt stærke kræfter stadig søger at skjule sandheden. Således har mødet en central rolle i min kommende bog om "Lorenzengruppen" og dets kvindelige medlem Anna Lund. EH
)