det med gafler og knive: først tænkte jeg, at det måske er noget det gælder kun i min familie. Min mormor var ualmindeligt overtroisk, så det kunne godt komme fra dén side. Men så kom jeg i tanke om den tradition der, dengang jeg var ung, herskede for unge kvinder: i konfirmationsalderen begyndte de at samle på ”udstyr”, de skulle udse sig et bestemt stel og bestik og så fik de i de følgende år dele af dem foræret til julen og fødselsdagene. Min søster var – lidt modstræbende – med i den skik. Men knive fik hun aldrig. For ikke at ende med en stor bunke skeer fik hun dog engang imellem kontanter med henvisning til, at købe bestik efter egen valg for beløbet. Og det var ikke kun min mors familie, der forholdt sig sådan. Hele familien og også venner holdt sig til reglen. Men nu igen: vi boede langt ude på landet i det nordtyske dengang – hvis ikke det var en familiær regel, så kan det dog være noget regionalt. Men i ”Handwörterbuch des deutschen Aberglaubens” (online) fandt jeg så denne sætning: ”Man soll auch nie ein Messer verschenken, sondern verkaufen, sonst zerschneidet man die Freundschaft”.
Derfor kommer jeg nu til følgende konklusioner:
1. Det med knivene er nok almen kendt overtro.

2. Det med gaflerne stammer fra min mormor, der ville være på den helt sikre side.

3. Det hele er noget pjat!

For at blive ved med emnet kunne vi nu drøfte min mormors påstand om dagpåfugleøjerne. Hun kaldte dem for ”bryllupssværmere” (Hochzeitsfalter) og mente at kunne spå ud fra deres opførelse, hvem i familien mon den næste var, der skulle giftes. Det har I ingen lyst til? Jeg heller ikke...

Så glemmer vi det, jeg skal alligevel i seng med min bog (og, efter en hel dag ved skrivebordet, nok også med en fornærmet kat).
God nat, I kære
Nullermand