Hej alle,
@lyset: det lyder da forfærdeligt, hvad du skriver om stormen og hvordan du oplevede den i din lejlighed. Jeg ved ikke hvad jeg selv havde gjort i den situation, helt sikkert havde jeg ikke taget elevatoren ned, men måske trappen... Men hvad så? Under åben himmel er man jo heller ikke sikker og hvor skal man så tage hen? Og hvad med dyrene? Skal man tage dem med? Her i Hamborg var det helt sikkert ingen god ide at rende rundt på gaden med katten i transportkassen i sådant et vejr. Her væltede mange træer, tagtegl fløj gennem luften og de trær der blev stående mistede store grene. Men jeg bor jo heller ikke i et højhus, bare på femte sal i et gammelt hus, der er godt og sikkert "klemt" inde i en række af andre, højere huse.
@Berndt: hvor var det skønt at læse dine rosende ord og at se, at jeg nu altså ind imellem er i stand til at skrive et længere indlæg uden fejl (bortset fra slåfejl som i "præteritum"). Det går altså stadig fremad, og det er jo bl. a. meningen med dét her. At du i din tid arbejdede for familien Gad undrer mig ikke: du opfører dig jo altid så pænt!
@marsvin: stormen du nu oplevede var også varslet for Hamborg og omegn, men den udeblev heldigvis. Måske ramte den Tyskland lidt sydligere end forventet - så nu fik du den
. Travle pensionister kender jeg også: mine forældre er der næsten ikke at fat i, siden min far holdt op med at arbejde. De rejser meget, og det er jo fint at de kan det, altså er raske og har råd til det. Men når de er hjemme er de så alligevel ikke hjemme... de skal noget hver enkelt dag. Teater, kor, Bridge, Canaster, deres have. Min mor går derudovre til Engelsk, kunstkurser, Yoga og hvad ved jeg hvad mere... - og så har min far, der ALDRIG I LIVET! ville have en pc nu en meget lækker laptop og dermed en helt ny hobby han bruger meget tid på. Han skal jo nu lære det hele fra bunden af. Omkring sådan her: javel... og det her er altså en mus. Hmm... hvad man mon gør med sådan en?...
@alle: Niels og mig og madlavning: det havde jeg lovet, så nu kommer det altså. Niels er jo også én af dem, der kunne have arbejdet for familien Gad. Han siger aldrig: næh du, det skal vi ikke ha´ en gang til - eller: det smager forfærdeligt. Men nu, hvor jeg kender ham så længe, kan jeg da konstatere, at der altså findes tre trin, når han ikke kan lide hvad han fik på bordet.
Trin et: jeg fortæller om en ret, jeg har lyst til at lave, og som han ikke kender men har hørt om. Til jeres orientering: vi er nu mest i det hjørne af køkkenet, hvor min afdøde farmor stadigvæk står ved sit gamle gaskomfur. Jeg står i mit eget hjørne (ved ceranfeltet) og efterligner hende: hmmm, grønkål! Grønkål findes også i Danmark, men den lysegrønne sammenblanding af alt muligt er slet ikke det, jeg har i sinde. Niels får altså en god, lidt fedtet omgang nordtysk grønkål med Hamborgerryg og kålpølse i, og med små ristede kartofler og sennep til. Jeg får også noget: "Det er helt... øhm... anderledes end jeg kender det..." Så spørger jeg: "Kan du lide det på den måde?" Pause. "Jo...da..." Okay, det kan man altså med nød og næppe spise, men et hit ser anderledes ud...
Trin to: jeg har tit omtalt en ret, Niels slet ikke kendte og heller ikke havde hørt om: Birnen, Bohnen und Speck - altså pærer, bønner og spæk/flæsk. Nej - det kunne han slet ikke forstille sig! Hvordan skulle det passe sammen? "Det gør det, og det smager fantastisk" har jeg insisteret. Men hver gang vinteren kom og tiden var inde for sådan en nordtysk gryderet kunne jeg se på ham, at han ikke havde lyst til at prøve det. Men så stod der min afdøde farmor ved sit gamle gaskomfur og fortalte mig, hvordan man gør - og jeg kunne mærke mundvandet trække til bare ved tanken om at smage til det, jeg i mit barndom så godt kunne lide. Og nu skulle det altså være. Jeg meddelte kontant til manden, at han på søndagen skulle få en af sine yndlingsretter - men til gengæld skulle han så prøve Birnen, Bohnen und Speck på lørdagen, fordi JEG ville have det, og fordi det ikke er noget, man bare laver til sig selv. Det fandt han sig i, men selvom jeg snød lidt (jeg vidste i forvejen, at han ikke ville bryde sig om den kogte flæsk og havde derfor to kålpølser med i gryden til ham) blev det altså ikke til en succes. Overraskende nok kunne kan lide den dampede pære - det troede jeg ellers ikke - men i det hele taget var det nok ikke noget for ham. Jeg fik en: "Jeg kan jo godt lide bønner. Men nu glæder jeg mig altså til i morgen..."
Trin tre: findes sådan set ikke. Altså, her er vi der, hvor jeg ikke kan trænge igennem. Der findes retter, jeg godt kan lide og meget gerne ville lave, men så får jeg altså hver gang at vide, at han jo også kunne nøjes med et stykke brød med ost eller leverpostej. Aldrig i livet får jeg ham til at prøve min Labskaus. Han kender den danske labskovs, og han hader den - hvad jeg forstår godt, når jeg kigger på de færdigretter man kan købe i Brugsen. De ser heller ikke meget tiltrækkende ud - det gør min Labakovs til gengæld, synes jeg. Men alligevel kan jeg ikke overtale ham til bare så meget som at smage på den tyske variant af retten. Nej! Ingen chance! Så hellere Birnen, Bohnen und Speck igen - men Labskaus? Umuligt! Det samme er det med "Steckrübeneintopf" Jeg prøvede at forklare, hvor lækkert den er, altså med bedekød deri og det hele - min farmor vinker fra hendes hjørne, jeg skal hilse! - men jeg kan ikke trænge igennem. Steckrübeneintopf til mig er i orden - men så skal han selv altså spise ostemadder.
@lyset igen: det du nævnte kunne selvfølgelig også være tilfældet. Men sådan er det altså ikke: Niels kan godt lide, når jeg tager min svigermors opskrifer og tilføjer dem lidt af den smag, Niels nu efterhånden er vant til efter de mange år i Tyskland. Dertil kommer, at hans far havde problemer med maven og det var nok derfor, at krydderier og "eksotiske" retter slet ikke var på tale i hans barndomshjem. Det han fik var altså det, vi som tyskere anser for det typiske, danske køkken: svinekød, kartofler og brun sovs. Og det er også det jeg selv kender fra min svigermor - men da hendes mand var død greb hun altså altid til masser af salt. Alt skulle være godt saltet. Som om hun i årevis havde savnet det og nu endelig skulle få mere smag på maden. Men det var altså kun salt, hun åbenbart forbandt med "smag". Hun kendte ikke til andet..
Nok for i dag, det er jo igen næsten blevet til en roman...
Ha´ en god aften, I kære, helst uden storm!
Nullermand
