Hej allesammen,
ja, det var en dejlig, lang weekend, skønt begyndelsen var lidt anstrengende. Vi kørte til Lohals lørdag morgen, og det er jo klart, at man ikke er alene på motorvejen. Bag grænsen stod vi i kø, det er normalt jo ikke så slemt, men med en vred kat på bagsiden ser det lidt anderledes ud - jeg vidste i hvert fald ikke, at hun kan frembringe så mange forskellige lyde, og i sådan en lydstærke...
I Lohals stod huset, som om de sidste lejere har gjort rent hele deres ferie, og i gæstebogen stod så også, at de nød huset og haven meget og at de overvejede, snart at komme tilbage - og da vi kiggede i internettet i går aftes havde de allerede booked en uge i oktober. Det glæder mig altid, når gæsterne synes godt om huset og har lyst til at komme en gang til.
Alle 4 dage vi var i huset kom der en lille bogfinke og bankede mod ruderne med næbbet. Vi kunne ikke finde ud af, hvorfor han gjorde det, om han kæmpede med sit eget spejlbillede eller om han forsøgte at komme ind i huset. Han prøvede fra alle husets sider, en gang i stuen, så igen i køkkenet. Han gjorde det hver dag og hele dagen. Først var det en interessant leg for katten og hun sprang fra vindue til vindue, men efter to dage var hun så træt af det, at hun sov under Niels dyne hele dagen, sandsynligvis for ikke at høre den lille bogfinke banke og banke....
Vi fik haven rigtig god i stand, slog græsset (6 timer
), lugede i indkørslen og i „bedene“, band roserne op osv. Jeg malede vores nye sofabord og satte alt muligt i stand i huset. Bedene sætter jeg i gåseøjne, fordi vores bede er nu ikke nogle fine blomsterrækker, men mere en hjælpeløs forsøg at dyrke noget blomstrende i et stykke jord vi har stjålet fra skoven. Det gælder at holde skvalderkålen ned så længe som muligt, sådan at stauderne få i det mindste en lille chance at komme hen til lyset.
Vi har utrolig mange violer i år - jeg er sikker jeg ikke så dem i de sidste år. Og så har vi nogle lille bitte hornvioler, de er åbenbart flyttet fra mine to krukker i sidste år. Krukkerne står på trapperne foran husets to døre, og nu har vi selvsåede hornvioler foran trapperne - de har allesammen valgt et meget farligt sted at slår sig ned, lige dér hvor man træder på dem hvis man ikke ved, de er der. Men søde er de med deres små kattelignende ansigter...
Nå, nu skal det være nok med mine historier, jeg vil ikke kede jer med mere detailjer. Har det godt, I kære,
vi snakkes ved
Nullermand
– ha ha 
regen fordind vi 5 uge ikke,
)