jeg er tilbage i Hamborg - buääähh...Efter tre uger i min personlige paradies er det svært at være her igen. Det begynder med, at man skal lede efter en parkeringsplads, så skal man slæbe hele bagagen tværs gennem byen og derefter opad til den 5. sal. Der er meget støj her, synes jeg - , alle de biler og busser, udrykninger og ambulancer fra sygehuset på den anden side af gaden, jeg fatter slet ikke at det her er mit hjem. Hvorfor nøjagtigt har jeg dog engang valgt det her sted at bo??
Men det nytter jo ikke at jamre. I går begyndte arbejdslivet igen og jeg havde en stor bunke post i kassen og en masse beskeder på telefonsvareren.
I hvert fald havde vi en fin sidste feriedag. Efter en hård lørdagnat - vi gik ned til havnen for at drikke en sidste øl og se en sidste gang på solnedgangen, men så blev vi pludseligt nødt til at hjælpe med til at „tømme fadet“ (det var tilovers fra frikadellefesten og det SKULLE altså komme væk), og kom hjem fra vores yndlingscafé langt efter lukketiden og temmelig beruset - skulle vi jo stå tidligt op for at rengøre huset inden vores venner fra Hamborg ankom.
Men så havde vi jo også aftalt med Nicola at vi skulle mødes med hende, hendes mand og døtrene. Det var sgu hyggeligt at se dem igen, vi gik en tur gennem byen fordi det var meningen at vise dem rundt, så Nicola kunne med egne øje se alt det, jeg skriver om her i hjørnet.
Derefter drak vi kaffe i haven og ventede på den familie fra Hamborg, også gode venner, der overtog så huset som aftalt. Det var bare så skønt at se, hvordan deres små piger hentede alt det legetøj frem, vi har stående for dem i udhuset, og inden vi selv tog derfra var haven allerede beslaglagt af dem. Straks fandt pigerne de sidste ribs vi havde gemt til dem, og viste helt stolte høsten frem. De har været der så mange gange nu, at de med det samme føler sig hjemme der.
Det var sjovt, da vi så snakkede om internettet. Jeg havde spurgt min veninde i forvejen, om de også ville benytte sig af det, for så skal de jo have koden. Da talen kom på dét nu igen rødmede hun, fordi hun med vilje slet ikke havde fortalt manden, at vi har internet i huset. Hun havde bare takket nej, uden at spørge ham. Nu var hun afsløret - men han tog det pænt og ville IKKE kende koden, selv om han havde sin notebook med. Så fortalte jeg ham heller ikke, at der er gratis tilgang til internettet fra havnen nu. Måske finder han selv ud af det, ellers har de forhåbentligt en stressfri ferie uden internet.
Så meget for i dag,
jeg håber I alle har det godt (især marsvinet, som jeg meget gerne vil have et livstegn af efter så meget tid
)Sov godt, I alle,
Nullermand
.
. Det var et chok! 
