Brian Simonsen Petersen, kontorelev i Tyskland
Alle kender det. Man sidder med sin aflevering for 3. dag i træk uden at kunne komme videre, kikker ud i regnen der trommer imod vinduet, og ignorerer mors råb om hjælp i køkkenet. Kort og godt: Man ønsker sig langt væk.
De fleste drømmer om et strandliv på en sydhavsø, surferliv i Australien eller en fed løn og store biler i USA. Færre drømmer om at tage kampen op med de mange og svære tyske gloser og tage et års sprogpraktikum i vores store pølsespisende nabo mod syd, selvom det i høj grad både er en spændende og eksotisk oplevelse.
En stor beslutning
Jeg selv var kommet dertil hvor den store eksamen havde taget alt for meget af min opmærksomhed, og jeg ikke rigtigt havde fokuseret på hvad jeg skulle tilbringe den næste del af min ungdom med. Efter længe at have overvejet om jeg turde tage det enorme skridt at tilbringe et helt år i Tyskland og 24 timer i døg-net at skulle kæmpe med de ord og gloser der igennem tiden allerede havde kostet mig mange timers sved på panden, tog jeg mod til mig – spurgte mig selv om hvilket argument jeg havde for ikke at tage imod denne enestående chance – og tilmeldte mig PIU-ordningen og dermed et år som dansk kontorelev i en tysk virksomhed.
Så begyndte et større arbejde med at få skrevet nogle gode, og ikke mindst fejlfrie, jobansøgninger på tysk, før jeg blev kaldt til ikke mindre end fire jobsamtaler i omegnen af Stuttgart sammen med en del af de øvrige PIU-elever der kom fra alle egne af Danmark. Vi stod alle foran at skulle tage det største og mest ukendte skridt i hele vores liv, så sammenholdet blandt os udviklede sig i løbet af denne uges jobsamtaler til noget af det bedste jeg havde oplevet.
Da sommerferien var forbi, var det med store og meget flyveglade sommerfugle i maven at jeg steg ind i nattoget til Tyskland hvor min kollegapraktikant, Connie fra Hillerød, allerede havde taget plads. Natten gik hurtigt med en masse snak og forsikringer om at det da selvfølgelig nok skulle gå glat med at finde os til rette i vores nye tilværelse.
Frau Fundis taler Schwäbisch
På banegården i ankomstbyen mødtes vi med vores udlejer, Frau Fundis, der bekræftede alle vores filmskabte fordomme om det sydtyske bjergfolk ved at ligne en mellemting mellem en bayrisk kromutter og en Yeti. Straks gav hun sig til at komme med nogle ejendommelige lyde á la: Um rum le gesle myr! A blah, sagde jeg, mens jeg tænkte over om jeg var havnet i Finland, Holland eller samtlige mine tysklærere havde misforstået noget vitalt. Schwäbisch, hviskede Connie, og i det sekund blev jeg klar over at mine forudsætninger for at blive kontorelev i Tyskland ikke var større end for at blive tagtækker i Khasakstan. Swäbisch er dialekten i delstaten Baden-Württemberg, der ligesom bayrisk, østrigsk og schweizisk lyder tysk, men ikke er til at forstå et ord af.
Jeg - en immigrant
Selvom man er naiv euroborger, kræves stadigvæk et meget omstændeligt papirarbejde for at kunne få en opholdstilladelse, så jeg troppede op på Rådhuset for at få papirerne i orden. At sidde nobelt klædt på i timevis i immigrationsafdelingen med sine medimmigranter, såsom turbanklædte Talibanere, buddhistiske munke og halvnøgne indianere, får faktisk én til at fundere grundigt over den nye samfundsrolle man netop har fået. Min filosoferen blev dog afbrudt da jeg skulle ind til Frau Grabovac der som min jævnaldrende nok skulle kunne se at jeg både havde arbejde og ret til opholdstilladelse. Men nej, papirerne var ikke i orden - 3 hårde stempler der fik kaffekoppen til at klirre, og jeg skulle komme tilbage 1 uge senere! Ugen efter var jeg så tilbage med søde smil og rosende ord, men Frau Grabovac var på arbejde, og der er det kun de 3 stempler og endnu en indkaldelse til ugen efter der gælder. Tredje gang på rådhuset må jeg have snak-ket så højlydt med mine efterhånden meget bekendte medimmigranter at hun blev generet, for i hendes gavmilde stund fik jeg nu lov til at blive i Tyskland i hele 2 måneder!
Nu var det ikke fordi jeg ville gøre noget særligt ud af min ankomst til Tyskland, og med mine helt manglende sprogkundskaber ønskede jeg egentlig blot at falde helt ubemærket ind i mængden af schwäbischtalende mennesker indtil jeg havde fundet mig nogle mennesker der kunne tysk. I stedet skete der det at dagen hvor Frau Grabovac endelig ville lade mig blive i landet, faldt sammen med åbningen af den årlige byfest. Med opholdstilladelsen i hånden skulle jeg på Bürgeramtet for at få et skattekort, og det var bare op ad trappen og igennem den store glasdør. Nu kunne jeg hverken finde Bürgerking eller Bürgeramt, og den store glasdør jeg gik igennem førte i stedet direkte ud på rådhusets balkon hvor der var en fantastisk udsigt over byfesten. Desværre vimsede jeg forvirret ud på balkonen meget, meget kort tid før en vigtig person åbenbart skulle holde tale derfra, så nedenfor stod det meste af byen og klappede af den fortabte dansker hvis tilværelse netop gik i sort.
Arbejde og fritid
Tyskernes liv er delt op i 2 dele. Arbejde og Fritid! På arbejdet er man en produktionsmaskine med den ene videreudvikling at man har et vokabular. Således er det eneste der flyver i luften, korte og præcise ordre og informationer, mens alle andre menneskelige behov er undertrykte. I hvert tilfælde lige indtil jeg viser mig på scenen og får den seneste uges kunderegninger printet ud som et inferno af papirfnuller, mens printeren lyder som vores udlejer når hun snorker. Så bliver tillægsordene i hvert fald af mindre arbejdsmæssig karakter....
Når så det bliver fyraften, ændrer folk sig dramatisk til at blive helt menneskelige, mens de hurtigt samler sig i diverse Jugendgrupper og foreninger. Som svæveflyver var min første strategi at besøge den lokale svæveflyveklub, hvor jeg blev fantastisk godt modtaget og allerede weekenden efter var med på campingtur med de meget åbne mennesker.
På det år der nu er gået har jeg engageret mig i ikke mindre end 7 forskellige sports- og fritidsforeninger, mødt så utroligt mange søde mennesker, og fået så mange gode venner at jeg slet ikke kunne forestille mig at skulle rejse tilbage igen da året var gået. Jeg er blevet hos virksomheden i Tyskland og tager også 2. år af uddannelsen som PIU-elev.
Selvtillid og mod på livet
Starten var hård, idet jeg ikke kun skulle leve med mit mest trælse skolefag i 24 timer i døgnet, men samtidig også fik frataget hele min personlighed, da ingen af de mange nye kammerater kunne lære mig rigtigt at kende når mit ordforråd var mindre end en 3-åriges. Men samtidig har det været én lang successoplevelse at være her. Man starter på bundlinien. Man kender ingen, har ingen venner, ingen fritidsklubber, kan ikke snakke ordentligt, kan ikke finde ud af arbejdsopgaverne – alt sammen noget man lynhurtigt bliver bedre til, og det er en utrolig følelse af lykke hver eneste gang man får sagt et nyt ord for første gang - møder en masse flinke mennesker i en klub eller forening, eller finder endnu en god ven hos det åbne folkefærd.
Mit år i Tyskland har givet mig utroligt meget selvtillid og mod på livet. Enhver udfordring føles ubetydelig når man har klaret et år med et fremmedsprog der ikke lader smutveje stå åbne. Opholdet I Europas midte har givet mig mange gode oplevelser, og venner jeg for altid vil bevare kontakten til. Og jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted at have tilbragt min ungdom end i en kultur så vant til individualisme og åben for menneskelige udfordringer (læses: sprogproblemer) som den tyske.
Ja, alt er nyt i landet, hvor vi spiste morgenmad i haven 1. december, hvor "Blöd" ikke betyder blød, "toll" ikke er noget man betaler og hvor „Öl“ ikke er noget man bestiller i baren. Men tysk er jo faktisk helt ligesom dansk - man skal bare oversætte det!
Kilde: http://www.iu.dk/programmer-og-tilskud/hele-verden/piu-ordningen/piu-historier/ordnung-muss-sein
Also: Nur Mut
