Hej I kære,
@Berndt: Det var da en forbavsende forklaring, jeg selv aldrig havde fundet frem til: at "at ose" også kan betyde: "unauffällig verschwinden" giver jo hele sagen en helt anden mening! Så passer det jo vældig godt, det kender jeg jo også fra mig selv: man er i en forretning, man ved at sælgerne kigger - og så ser man på priserne og tænker: "Gud nej, det er altså slet ikke, hvad jeg er parat til at give for en, ellers bestemt køn vase/skjorte/ hvad-ved-jeg.... Nu skal jeg hellere se at komme ud herfra med det samme. Og meget gerne uden at det bliver til en pinlig afgang...."
Tak for dét Berndt - og tak fordi du gider at give os de informationer, ordbøgerne ikke varter op med. Og også tak for dine rettelser. "Glad" kun med "for" - det skal jeg nok huske. Fyrværkeri-et. Det var en overflødig fejl, det ærgrer mig faktisk. Alle de der substantiver der ender på -i er jo intetkøn. Rederi-et, mejeri-et, gartneri-et... Det var en dum sjuskefejl. Grmpff.
Nu skal I høre noget om min "tandhistorie" igen - hvem ikke har lyst til længere at følge med i dét her drama må gerne gå videre til næste afsats

. Men jeg var altså hos tandlægen igen og jeg skulle komme derhen til noget så mærkeligt som en "Gerüstprobe". Hvad for noget?

Ja, det vidste jeg heller ikke, før det skete. Jeg havde de vildeste tanker om, hvordan jeg skulle prøve at rende rundt i behandlingsrummet med et stillads (stillads=Gerüst) på mine skuldre

. Men hvad skulle det være godt for? Løsningen var, at der nu altså findes en mere eller mindre udformet "guldklump" der skal forstille at være en slags basis = Gerüst af de tre tænder, jeg skal få indsat i den næste uge. Klumpen blev anbragt i min mund - og den passede ikke. Den blev taget ud igen og slebet lidt ned. Så blev den sat ind igen - og taget ud igen, og slebet ned. Og sat ind igen - taget ud igen - slebet ned - taget ind - taget ud - slebet - ind - ud - slibe - ind - ud - slibe.....jeg blev næsten vanvittig. Kan det virkelig være så kompliceret at finde ud af det? Har tandlægen ikke i forvejen taget adskellige aftryk af min mund? Hvordan kan det være at hun nu sidder med en "Gerüstprobe" der absolut ikke passer? Jeg er verdens mest afslappede mand - det er jeg, altså. Men den dag kunne jeg dog mærke en lille smule irritation. "Det her går ganske hurtigt" sagde hun da vi begyndte. Og så sad jeg alligevel på hendes stol i mere end en time mens den der "Dummie" blev sat ind og taget ud tusindvis af gange. Helt ærligt: jeg er absolut træt af af det her med implantaterne. Det er jo smart, når man ikke vil går med gebis - men man skal altså være meeeeeget tålmodig, for at gennemføre sådan en behandling. Og så koster den oven i købet en bondegård... mindst!
Noget helt andet: i går gik mit personligt mareridt i sin anden runde. For elleve år siden begyndte det, at mine forældre, tanter og onkler fyldte tres år én efter én. Det føltes, som om man hele tiden var optaget med at købe gaver, tøj til anledningen, passende sko osv.... Jeg har som alle mennesker to forældre - men jeg har udsædvanlig mange onkler og tanter, og nu er vi elleve år videre, også de sidste har/er (Berndt???) nu fyldt de tres år ... og så bliver de første allerede halvfjerds... Så nu begynder det forfra.

Far og mor er overstået, og de er heldigvis af den slags, der ikke forventer festtaler og "morsomme lege". Så det gik ganske godt. Men nu følger et hav af onkler og tanter i kølvandet, og jeg ved at de forlanger lidt mere til anledningen. I går aftes var det min onkels tur, jeg havde slet ikke lyst til at går derhen og var også lidt småsur hele dagen - og så var det som det er mest: når man forventer en kedelig eller endda pinlig fest bliver det pludselig til en rigtig dejlig og morsom aften. Det var det nemlig! Perfekt middag for mig: mange retter til at vælge imellem, og deriblandt så meget fisk, som jo ikke er svært at tygge. Tre taler - og ingen af dem var pinlig eller kedelig. Jeg lo meget over en onkel fra England, der kun taler ganske lidt tysk - men alligevel holdt en sød, godt udtænkt tale i gebrokkent tysk og med tusindvis af lille post-it-sedler, der til sidst kom lidt i uorden. Og dermed blev talen selvfølgelig endnu morsommere.
Den anden tale er lidt svært at beskrive på dansk. Den blev holdt af én, der kommer lidt sydfra og den gik ud fra at de fleste i familien jo bor i Nordtyskland, og at det er dér, hvor der findes noget, som ellers ikke findes i Tyskland, nemlig: Watt. Men ordet "Watt" bruges i den nordtyske dialekt jo også lige som ordet "was". Og netop dét ordspil blev drevet til grænsen i den her tale, hvor vi til sidst var ved at dø af grin.... ("...die Gäste haben auch Watt mitgebracht, hoffentlich Watt, womit Karl auch Watt anfangen kann. Dann kriegen sie Watt zu essen und Watt zu trinken, und das lässt Karl sich gerne Watt kosten, denn er will ja auch zeigen, das er Watt hat....")
Den sidste tale var en morsomt kommenteret gennemgang af netop de billeder, fødselaren selv af gode grunde havde sorteret fra i de sidste 70 år og der aldrig havde fundet en plads i familiealbummerne: billeder med ham selv i pinlige forklædninger, billeder hvor han ligger beruset på sofaen efter en god fest osv.... vi skreg af grin...
Som sagt: helt igennem en sjov og underholdsom aften med alt, der hører til. Hvorfor var det egentlig, jeg ikke havde lyst til det.....?
Så meget for i dag, I kære
kh
Nullermand