"man" og "jeg"

[Martin Hofer]

Hej!

Jeg læser aktuelt Jørn Riels "Mine fædres hus", og jeg har et spørgsmål om noget der findes tit i denne bøger: Når en person siger noget højtideligt eller alvorligt, benyttes altid "man" i steded for "jeg". For eksempel "Man har besluttet sig ..." og ikke "Jeg har besluttet mig ...".

Er det noget "eskimoisk"? Eller noget Jørn Riel har gjort si til vane? Eller er det sædvanlig at udtrykke på denne måde? Jeg synes jeg har læst det nogen sted før, men jeg husker ikke hvor ...

-- Martin

[Berndt]

Hej Martin

Man har besluttet sig ..." og ikke "Jeg har besluttet mig ...".

Der kan være tale om noget højtideligt - eller måske ironisk eller humoristisk:
"Man kender jo sin begrænsning" - "man har vel levemåde" - "man må jo klare sig som man bedst kan". = jeg kender min begrænsning - jeg har vel levemåde (bin ein Mann von Welt) - jeg må jo klare mig som jeg bedst kan.
Jeg håber, min forklaring er til at forstå.
Hilsen - Berndt

[Martin Hofer]

Hej Berndt,

ja, man kender den ironiske version fra tysk også, men ikke den højtidelige. Mange tak for forklaringen!

-- Martin

[Danskeren]

Det kan også være noget, der er ment som almengyldigt

Altså:

I Danmark gør man ikke sådan noget. Man har lært det fra barnsben af.

- Her bliver det ikke højtideligt eller ironisk, men noget der gælder for alle. Altså, almengyldigt

[henningnielsen]

Skal jeg gører forvirringen komplet?

Så brugte man før i tiden også "een" - eks.:

"Een kan nok huske, hvordan det var"

Een svarer til man, som svarer til jeg.

Een tror dog at talemåden mere har at gøre med gamle danske talemåder. Eksempler på "een"s brug findes i Gustav Hvid: "Livsens ondskab" (så vidt een husker )

Forresten blev eder også brugt. Nej ikke i forbindelse med eder - altså bandeord, men der i mod i forhold til tredje person flertal (hedder det vidst - med andre ord "De/dem/deres"). Eksempler findes vidst i Holbergs: "Jeppe paa bierget"

"Eder skal passe på ikke at blande for mange ting sammen"

Så er forvirringen vidst komplet

[Lars J. Helbo]

In dem Buch von Jørn Riel ist es aber etwas ganz anderes. Mit dem Wort man wird hier eine extreme Bescheidenheit zum Ausdruck gebracht. Es ist wohl etwas besonderes Eskimoisches. Es geht einfach darum, daß die Personen so bescheiden sind (bzw. sich geben), daß sie sich nicht trauen das Wort jeg in den Mund zu nehmen.